Det tegner godt for 2011, at jeg allerede har været i biografen fire gange. Det er blevet til to film i den lette(re) ende og to i den decideret tunge ende:
Lagde ud med ‘Burlesque’ på en grå, kold og kedelig tirsdag aften. Small town girl Christina Aguilera siger skråt op til small town og tager til Tinseltown for at slå igennem, ender tilfældigt på en burlesque-klub ejet af Cher, og falder pladask for det hele. Får møvet sig op på scenen og tager folk med storm. Put lidt kærlighedsdrama (læs: en særdeles tasty Cam Gigandet) og Chers økonomiske problemer oveni og bland med medrivende musik og dansenumre og vups! Burlesque! Indrømmet – det er ikke stor filmkunst, vi her taler om, og helt sikkert ikke rigtig burlesque (vi er mere ovre i Pussycat Dolls-versionen), men til gengæld virkelig god underholdning. Er man (som jeg) sådan én som en gang imellem selv står på scenen og har skabet fyldt med pailletkjoler og høje hæle, så går Burlesque rent ind. Christina Aguilera er måske ikke verdens største skuespillerinde, men hun synger stadig bagen ud af bukserne. Jeg gik fra filmen med et smil på læben, en sang på hjernen og et rejehop eller to i fødderne. OBS: Lad være med at regne med, at din mand synes den her film er fab. Der er så meget, mænd ikke forstår.
‘Love and Other Drugs’ er en romantisk komedie, der viser sig at have lidt mere bid end den gennemsnitlige Jennifer Aniston-romcom. Jake Gyllenhaal og Anne Hathaway er jo begge ret talentfulde og charmerende, og samtidig ikke pretty-pretty, hvilket er en stor lettelse. Historien om sælgertypen Jamie, der ikke rigtig holder af nogen, indtil han møder den rå kunstnertype Maggie er fin og alvorlig og til tider ret morsom, men trods de mere alvorlige temaer, går der alligevel lidt mere Hollywood i den, end man kunne tænke sig. Men den er stadig seværdig, ikke mindst for Jake Gyllenhaals blå, blå øjne. Suk. Og så er det altså ret sjovt, at den foregår i 1996 – det viser sig mest udpræget i soundtracket, (tænk ‘Praise You’ med Fatboy Slim og ‘Two Princes’ med Spin Doctors).
Jeg havde foræret min far en tur i biffen med yndlingsdatteren (læs: den eneste datter) for at se ‘Winter’s Bone’. Den er virkelig god. Altså, VIRKELIG god! Jeg vil ikke fortælle ret meget om handlingen, for der sker egentlig ikke så meget, det er mest en skildring af et meget specielt og ret skræmmende samfund – en slags ‘redneck mafia’-historie, hvor det flinkeste menneske man møder, er hærens rekrutteringsofficer. Det er totalt forfriskende at se en film, hvor ingen af skuespillerne virker bekendte – på den måde lever man sig helt ind i handlingen. Jennifer Lawrence er fænomenal i hovedrollen som pigen Ree, der har en stor byrde på sine unge skuldre og en tilsyneladende umulig opgave foran sig. Er man til folk og country, er soundtracket også en godbid. Se den!
Da jeg var fjorten år, tog min farmor mig med i Det Kongelige Teater, hvor vi så ‘Svanesøen’. Siden da har jeg været helt solgt til ballet, og har derfor glædet mig helt vildt til Aronofskys ‘Black Swan’. Mine forventninger blev på alle måder indfriet. Natalie Portman er blændende i rollen som den perfektionistiske ballerina Nina, der får hovedrollen i ‘Svanesøen’ og skal spille både den hvide og den sorte svane. Hun er skabt til rollen som den hvide, uskyldige svane, men har svært ved at leve op til sin instruktørs (den fabelagtige Vincent Cassel) krav om en erotisk og forførende sort svane. Hun presses yderligere af den nye, løsslupne og legesyge ballerina Lily (den dejlige Mila Kunis), som på ingen måder har problemer med at være erotisk, og sin mor, der udlever sin egen drøm gennem datteren. Presset får Nina til at tvivle på, hvad der er virkeligt og hvad der er fantasi – der er dømt psykologisk thriller for alle pengene, og dobbelgængermotivet får alt, hvad det kan trække. Black Swan er intet mindre end fremragende! Og vildt uhyggelig. Tag nogen med, som gerne vil holde dig i hånden, når det bliver rigtig slemt. Og sørg for at få set den rigtige ‘Svanesø’ en gang i dit liv…. Du vil ikke fortryde det.
Like this:
Be the first to like this post.
