i min verden #1

…. har det været en god dag, når man har tilbragt en solskinsdag med en flot mand og fået fine, nye sko!

sko fra selected femme

hot dog

Lidt billedspam i anledningen af International Hotdog Dag – billederne er dog fra i fredags, hvor vi holdt sommerfest i min andelsboligforening på vores fælles tagterrasse. Men hotdogs var der, masser af andre lækre ting og godt selskab – og en fantastisk regnbue efter en lille byge, som gudskelov var aftenens eneste. En af mine naboer havde et gammelt Bravo-blad (fra 1989!) med, som vi havde megen morskab over – især artiklen om David Hasselhoffs underfundige politikasketsamling bragte lykke!

i arbejdstøjet

 

Så var vi jo nogen, der sad og arbejdede på sådan en højhellig pinsedag! L skriver speciale og har søndagsskjorten på (denimskjorten fra Primark, som vi begge to købte i London, og har præsteret at have på begge to næsten hver gang vi ses om søndagen). Vi startede dog pinslerne med en delepizza foran Kioskh og har taget kaffe, lakridser og kage med på kontoret…

Hurra for pink to-go-kopper og saltlakrids!

opsang

Åh, nu skal jeg brokke mig lidt. Jeg er vild med fester med gæster, gode koncerter og andre anledninger, hvor godtfolk samles. Jeg tilhører den gruppe, der synes, at man gerne må larme i byen og at folk, der klager over spillesteder og naboens fester, skulle tage at flytte på landet. Men jeg er altså også fortaler for, at man tager hensyn til og respekterer hinanden. Det bliver folk desværre dårligere og dårligere til:

Exhibit A: I forrige weekend var jeg til koncert på Vega med fantastiske Oh Land. Koncerten var fantastisk og Oh Land og band leverede virkelig! Men publikum var en anden sag. Måske har jeg misforstået noget, men jeg tager til koncert for at høre musik – ikke for at snakke højlydt under hele sceancen. Folk ævlede simpelthen løs i en grad, der tangerede uforskammethed. Misforstå mig ikke, selvfølgelig må man tale sammen under en koncert, og synge med og alt det dér. Men at opføre sig, som om kunstneren/bandet på scenen blot er akkompagnement til ens eget lille show – det holder sgu da ikke!

Exhibit B: I denne weekend løb Copenhagen Distortion af stablen, og sikke et fantastisk arrangement – og sikke et vejr! Jeg synes, det var så fedt at opleve (jeg har aldrig været med før, fordi jeg altid har siddet med en eller anden eksamensopgave i den weekend) – musikken og stemningen var helt i top. Men hvad sker der for svineriet? Selvfølgelig kan det ikke undgås, når så mange mennesker samles, men jeg blev virkelig provokeret af den dér “jamen, de andre sviner, så det gør jeg også”-holdning. Naturligvis kunne det have været organiseret bedre fra Distortions side, men det er stadig ingen undskyldning for at pisse op og ned af kirker og smadre glas og flasker over alt. Er sikker på, at Distortion-organisatorerne også gerne havde set, at folk havde givet en hånd med, istedet for at tåge rundt uden hjerne – konsekvensen kunne jo gå hen og blive, at de ikke får lov til at afvikle arrangementet næste år.

Føler mig, som nogens mormor, der vifter med pegefingeren og beder de unge mennesker om at opføre sig ordentligt. Men det er jo faktisk det, jeg vil frem til: Opfør jer ordentligt!

I øvrigt er billedet fra en anden koncert i Vega (N*E*R*D for nogle år siden) – for der var jo som bekendt en eller anden møgunge, der stjal mit kamera forleden – denne opsang gælder også dig, møgtyv!

 

robyn live/swedes do it better part 2

I´m in the coooorner, watching you kiiiiiss her, oooooouuuuoooooohhh! Robyn-koncerten i Tap 1 var fantastisk! Fååårk, hun er sej – eller fierce, som Tyra Banks ville udtrykke det. Ikke nok med at hun leverede en rigtig god sangpræstation – hun jernede rundt på scenen, mens hun gjorde det, så publikum (men tydeligvis ikke Robyn) var helt forpustede. Jeg synes, det er så fedt, at Robyn ikke spiller sexet singstress, men fyrer den af på en måde, så alle kan se, at hun har det mindst lige så sjovt, som publikum. Det smitter og jeg synes, at Robyn er et  ægte girl power-forbillede – hun kan noget helt særligt, og hun gør det, uden at skamme sig. Svenskerne har jo ingen jantelov, og det kan man især mærke, når de optræder!

Alle hendes mange Body Talk-hits blev serveret i et clubhit-flow, så der var ikke mange pauser mellem numrene og man kunne måske godt have tænkt sig, at hun lige havde talt lidt mere til publikum i de få pauser der var, istedet for de fire omgange “Köpenhaaaaamn” vi fik fra den lille popalf – men okay, det var ikke en del af konceptet. Til gengæld var publikum helt sinddsygt på, det er lang tid siden, jeg har været til en koncert, hvor folk overgav sig så meget til festen og sang så meget (og højt!) med og dansede. Det må være den vildeste high for Robyn at se et menneskehav skråle med på hendes egne numre.

Jeg var helt i teenagemode og sang med og dansede (undskyld til de to herrer, der stod foran mig og fik min skrålen lige ind i ørerne) og havde en fest. Mit favoritnummer Love Kills var fantastisk – men det var det hele faktisk. Der var to trommeslagere (eller trummisar, som det hedder på svensk) og det synes jeg er så megafedt (N.E.R.D. havde også to trommeslagere, da jeg hørte dem i Vega).  Som man kan se af nedenstående sætliste (courtesy of Nadia, som samler på sætlister og selvfølgelig også lige fik charmet lydmanden, så Robyn kunne joine samlingen) så var der en stribe af hits – og to gange ekstranumre, afsluttet med Show me love, som jo satte én helt tilbage til 1995!

Et mindre (eller faktisk ret stort) aber dabei var Tap 1′s håndtering af garderoben. Der var rigtig mange mennesker (4-5000?) og stort set alle havde lagt jakkerne i garderoben. Det tog sin tid, da vi skulle af med jakkerne – men da vi skulle hente dem igen, opstod kaos. Tap 1 havde ikke sørget for at organisere køerne, så det var alles kamp mod alle. På et tidspunkt så jeg samaritter komme løbende fordi nogen var besvimet og vagterne stod oppe på disken med megafoner og bad folk rykke tilbage! Det var sindssygt dårligt organiseret – og så har danskere jo ingen køkultur! Hvad sker der for tykke provinsdamer, der bare skal foran i køen, mens vi andre står pænt og venter? Det tog næsten glæden over koncerten fra os, og vi tog også bare hjem bagefter.

Men jeg er stadig høj over en fantastisk koncert med en fantastisk kvinde og min kærlighed til svenskerne har fået endnu et nøk opad  – og så krydser vi fingre for, at Tap 1 har lært noget af garderobekaosset.

day 12

A photograph of the town you live in

Lidt kedelig opgave – istedet fandt jeg et gammelt billede af hovedgaden i mit hood, Istedgade, fra dengang der stadig var sporvogne og før verden gik af lave. Lige præcis nørdet nok til mig!

at blive københavner

Forleden tog min ven M og jeg et smut på Københavns Bymuseum for at se udstillingen ‘At blive Københavner’. Udstillingen handler om indvandringen til København i et historisk perspektiv, og hvordan samme indvandring har været med til at gøre byen til en ægte metropol. Udstillingen er flot og meget interessant – og tankevækkende! Der er fokus på forskellige folkeslags indvandring, men også på københavnske subkulturer, som f.eks. Ungdomshuset. Hvis du har et par timer og en 20er til overs, så smut forbi Vesterbrogade 59 og bliv lidt klogere på din egen by.

on ice

 

Jeg synes allerede, at solbatterierne er ved at være lidt flade (og der er SÅ meget vinter tilbage!), så i dag var det på med pelshatten og ud på Søerne for at slikke sol. Jeg er simpelthen så glad for pelshuen, den er guld værd i dette polarklima!

totusindeogelleve

Så begyndte et nyt år. Fejrede med manér; middag med gode mennesker, midnatschampagne på tagterrassen med udsigt til Rådhusuret og den københavnske overflod af fyrværkeri og dans til den lyse morgen. Dækkede et fint bord med arvestellet, som min oldemor har malet i hånden (12 stk. af alle slags tallerkner, kopper, fade og skåle!) – det gør borddækningen meget nem, for det er så dekorativt i sig selv.

Nytårsdag blev tilbragt på sofaen med en bunke film og rester fra køleskabet. Nytårsfortsætterne har jeg droppet, de holder alligevel aldrig – vil i stedet leve efter devisen ‘Vær god ved dig selv og andre’ – som jeg plejer! Godt nytår!

 

kærlighed i en skraldespand

I går var jeg til koncert med The Raveonettes på Bremen hér i København. Jeg var blevet inviteret med på et afbud, og både Bremen og The Raveonettes var nyt for mig. Altså, selvfølgelig kendte jeg The Raveonettes, men var nok ikke taget til koncerten, hvis ikke jeg var blevet inviteret. Men det kunne jeg godt finde på en anden gang – de var ret fantastiske. Det var kun Sune Wagner og Sharin Foo, der optrådte (et koncept de opfandt af nød, da deres band ikke kunne komme til en festival i sommer på grund af askeskyen). Derfor skiftede de instrumenter ret ofte (noget jeg elsker), Sharin Foo var vildt sej på trommer! En kritik kunne være, at al den seje attitude (som begge Raveonetter besidder store mængder af), hurtigt virkede lidt indadvendt. Men seje, det var de altså! Opvarmningen var Giana Factory, som også var ret cool, tjek dem ud hér. Derudover er Bremen faktisk et superfedt koncertsted, der er meget stemningsfuldt og god lyd – dér vil jeg gerne til koncert igen.

Desværre spillede aftenens hovedpersoner ikke deres største hit – måske er de trætte af det? Det er selvfølgelig ‘Love in a Trashcan’, den får I lige her.